KBU-miniguide – Køge Sygehus
Hvorfor Køge sygehus?
Jeg valgte Køge, fordi jeg gerne ville have en bred medicinsk basisuddannelse – med Køge kommer man tilstrækkeligt langt væk fra København til, at det er nogle brede afdelinger, der er på sygehuset, men ikke for langt væk til at man står mutters alene uden backup.
Køge Sygehus som KBU-forløb – Pro et Contra
Jeg havde valgt forløbet ”Akutafdeling + medicinsk afdeling”, men nåede også at være 2 måneder på organkir., da akutafdelingen ikke kunne starte til tiden.
Organkirurgisk afdeling : God, stor afdeling med bagvagt i tilstedeværelse. Man får hurtigt stiftet bekendtskab med alle de akutte kirurgiske tilstande, og der er god mulighed for at assistere til operationer. Den er desværre ikke med i KBU-forløbene længere.
Akutafdeling: Fantastisk ophold hvis man kan lide at have travlt og lære noget nyt hele tiden. Man står med alle akutte medicinske, organkirurgiske og ortopædkirurgiske indlæggelser samt skadestuepatienter, superviseret af nogle lidt ældre 1. reservelæger hele døgnet. Man får set rigtig mange forskellige tilstande, men man lærer reelt set 3 store specialer på én gang, så man får ikke helt så hurtigt den samme rutine, som hvis man er på en specialafdeling. Kan måske virke lidt uoverskueligt og skræmmende, hvis man ikke er så tryg ved akutte situationer. Man går ikke stuegang og får derfor ikke så meget kontinuitet, medmindre man selv følger op på sine patienter i OPUS.
Super godt socialt miljø hvor man får et helt særligt sammenhold, fordi man er så mange unge læger sammen på arbejde hele tiden på et fysisk lille område. Der kan være lidt ”kamp” med stamafdelingerne om, hvor og hvorvidt en patient skal indlægges, hvilket også gør, at lægerne i akutafdelingen ”holder sammen” på en anden måde end på øvrige afdelinger, jeg har været på.
Medicinsk afdeling: Meget bred intern medicinsk afdeling med mange kardiologiske, lungemedicinske, endokrinologiske og gastroenterologiske patienter. Der er en dagfunktion med diverse procedurer som ascitespunktur, pleurapunktur, lumbalpunktur og cristabiopsi, hvor man bliver fortrolig med det at lave invasive procedurer, hvilket er en fordel, når man skal lære andre invasive procedurer efterfølgende. God stemning og læringsmiljø på afdelingen.
Den var ikke med i sidste omgang KBU-forløb, men måske kan den komme igen?
Køge by som KBU-sted
Jeg kender desværre ikke så meget til Ølby/Køge, da jeg pendlede fra København, men Ølby station er en mægtig hyggelig station med en masse gode dagligvarebutikker, så man kunne få gjort sine indkøb på vej hjem fra sygehuset og i ventetiden på S-toget…
Det løse omkring forløbet
Der er rig mulighed for at engagere sig i diverse administrative opgaver på afdelingerne, også selvom man kun er der kortvarigt i KBU – man skal bare vise interessen.
Det er let at komme til – sygehuset ligger 10 min. gåafstand fra Ølby station, hvor der kører S-tog hvert 10./20. minut, og det tager ca. 40 min. fra Nørreport station.
Konklusion
Køge Sygehus er et rigtig godt sted at have sin KBU, hvor man kan få en rigtig bred basisuddannelse især omkring den akutte modtagelse af patienter og er et godt fundament at bygge videre på, uanset hvilket speciale man senere ender i.
Om Chen Zhan
Kandidat fra Københavns Universitet januar 2009. KBU på Køge Sygehus, herefter intro og hoveduddannelse i pædiatri på Hvidovre Børneafdeling. Interesseret i akut- og intensivmedicin, simulationstræning, samt yngre lægers uddannelses- og arbejdsmiljøforhold.
Tags
4-årsregel Aabenraa Aalborg Sygehus akutindsats almen medicin AMA Astrid Krag besparelser BT Chen Zhan Dagens Medicin DNR DR dr.dk fejl Hoveduddannelse KBU Køge Sygehus lægeforeningen Læger uden filter lægevagten norge OUH Pol.dk politik Simon stress Sundhedsloven Sundhedspolitik Sundhedsstyrelsen Sundhedsøkonomi Sverige Sydvestjysk Sygehus travlhed TV2 Uddannelse Ugeskriftet Utilsigtede Hændelser Yngre LægerKontakt




