Myseost, fjeldaber og oliemilliarder

I forbindelse med 4-årsreglen, følger vi her på bloggen nogle af de læger, der søger alternative ruter i vejen til at blive speciallæge. Denne gang har lægeparret Thomas & Signe valgt at dele deres historie.

Det kunne meget vel være den gængse danske betragtning af det typisk norske, men det er faktisk stikordene for den fremtid min familie og jeg har valgt. Jeg er læge, 32 år, og en af myriaderne af yngre læger der gerne vil være anæstesilæge. Signe, min kone, er også læge og vil gerne arbejde med børn. Kort om vores historie, så blev vi begge færdige i 2008, men med et halvt års forskel. Og hvilken forskel. Signe blev færdig under ”den gamle” turnus ordning, og jeg var en af Sundhedsstyrelsens ”pionerer” for Lars Løkke Rasmussens strategi om hurtigere speciallæger i Danmark – 4-års reglen. Jeg må indrømme, at jeg dengang slet ikke havde fantasi til, at den rent faktisk blev til noget. For hvem ville egentlig gennemføre, at nægte de der ikke overholdte den, en speciallægeuddannelse?! Derfor har 4-års reglen primært været et irritationsmoment i de forgangne år. Jeg er blevet klogere.

Uanfægtet 4-års regel færdiggjorde vi vores turnus/KBU, og fik et barn. Ja det får læger også. Drevet af eventyrlyst, men også da jeg savnede noget bløddels kirurgi inden jeg ville fortsætte min anæstesiologiske løbebane, tog vi til Grønland i 8 måneder. Mig på kirurgisk afdeling, Signe i almen medicin. Hver eneste dag klapper jeg mig selv på skulderen over vi tog af sted, for vi har lært virkelig meget. Som læger, men også som mennesker. Karierremæssigt var det dog – som en uddannelsesansvarlig overlæge sagde – ikke tilrådeligt (jeg var på daværende tidspunkt ikke klar over man kunne få udsættelse af 4-års reglen ved arbejde i Grønland). Men Grønland kan ikke tilbyde anæstesiuddannelse, så jeg søgte, og fik heldigvis, en intro i anæstesi på mit gamle KBU sygehus. Velvidende om kravene til en kommende hoveduddannelsesansøgning fik jeg involveret mig i noget forskning tidligt i min intro, der også endte med en publikation. I mellemtiden blev vi beriget med endnu et barn, og tiden for hoveduddannelsesansøgningen nærmede sig. Vi snakkede meget, inden min ansøgning, om at hvis det ikke gik, ville vi gå videre med mulighederne i det nordiske selvom jeg ikke ville falde for 4-års reglen. Det gik ikke. Jeg søgte samtlige udbudte hoveduddannelsespladser i anæstesi, og kom end ikke til samtale. Fjorten dage senere blev min artikel accepteret til publikation…

På grund af barsel og militærtjeneste fik jeg udsat min frist for 4-års reglen, og bliver dermed ikke ramt her i august. Derfor havde jeg frit lejde til at forsøge en gang mere i efteråret. Men sæt nu det heller ikke gik der!? Alt imens havde vores sniffen rundt i det nordiske givet pote. Jeg havde et tilbud om en ST-stilling fra et svensk universitetssygehus, og vi havde fået en kontakt på St. Olavs Universitetssygehus i Trondheim. Et weekendbesøg i Trondheim senere havde Signe fået en stilling på pædiatrisk afdeling og jeg fik svar, noget senere, at jeg nu også havde en stilling på anæstesiafdelingen med henblik på at blive speciallæge(r).

Nu spidsede vores overvejelser til, for hvad var vores fremtid i Danmark? Jo, med en publikation på CV’et var mine chancer for at lande en hoveduddannelsesstilling øget betragteligt, men der er jo ingen garantier! Og skulle det lykkes, hvor ville det så blive i landet? Med den nuværende struktur for hoveduddannelsesforløb i DK ville det også indebære en kortere eller – mere sandsynligt – længere pendlerafstand. Med den geografi vi befandt os i, ville det betyde ca 5 kvarters kørsel hver vej i 2 år. Tid væk fra familien og extra curriculære fritidsaktiviteter. Eller også skulle vi flytte. Og hvad var sandsynligheden for at Signe også kunne få et hoveduddannelsesforløb – og så i samme region? Og så er der jo 4-års reglen. I foråret sendte de 3 videreuddannelsesråd en skrivelse til de unge læger der kunne tænkes at blive ramt, der påpegede, at 4-års reglen ville blive håndhævet. Var det så bare sådan at jeg skulle acceptere at jeg ikke blev anæstesiolog hvis jeg ikke overholdt reglen. Hvad skulle jeg da så blive!? Og med hvilken intro?! Men ærlig talt, jeg trives alt for godt i anæstesien til at tænke på andre specialer.

På bundlinjen kan man så sige, at uanset hvad der skete, skulle vi flytte. Der var ingen garantier for en hoveduddannelsesstilling. Og 4-års reglen var virkelighed.

Alternativet var jo så Norge. Her havde vi begge tilbud om en stilling på et universitetssygehus – endda det samme. Vi var så heldige at kunne leje et hus 10 min fra sygehuset. Naturen er fantastisk, og der er ingen 4-års regel! Så her er vi nu.

Måske er det pragmatisk sagt, men jeg mener vi har udvist rettidig omhu for vores karrierer og vores familieliv ved at tage springet til Norge. Hensynet til at vi er hele mennesker, og ikke læge-droner der skal indordne sig 7 læge roller, har vejet tungest.